Rudensk, Hvide Rusland, september 1989
Det var en verden med støvede grusveje, gamle mænd og kvinder, gamle træhuse, nedslidte landbrug, - en verden med varme blikke med smil og nysgerrigheden. Det var en tid hvor der var få medier som fortalte ganske lidt; uvished, myter og fordomme blev sandheden for mange mennesker. På mange måder noget vi kan genkende i dag - nu - på trods af Internet i alle afkroge af verdenen og kommunikation kloden rundt i realtid.
Jeg er i byen Rudensk. En lille by med ca. 2.000 indbyggere, beliggende cirka 50 km. sydøst for Hvide Ruslands hovedstad Minsk. Tidspunktet er september 1989 og jeg er der som 21. årige fotograf sammen med det store nordiske ungdomsprojekt Next Stop Sovjet. Vi er ca. 80 unge der er taget med Next Stops Teaterkaravanen til Rudensk. Med i karavanen er flere teater- og gøglergrupper. De skal optræde for byens beboere. Glæden er stor og teater- og gøglergrupperne viser os at teateret er en universel kommunikationsform.
Men det er ikke så meget oplevelserne med teateret som sidder tilbage, her næsten 30 år efter. Det er mødet med menneskerne, det er deres smil, det er stemningen på græsplænen bag biografen hvor børn legede. De gamles blændende smil med alle guldtænderne. Byens glæde ved vores besøg. Det er erindringen om, til trods for store politiske forskelle, var de her mennesker fuldstændigt som os, de var forelskede, fik børn, glade og sure og de hilste os hjerteligt velkommen.
Jeg finder billederne frem fra gemmerne i dag, for at minde mig selv om den underliggende følelse af samhørighed med indbyggerne i Rudensk. Det er vigtigt i dag hvor verden oplever ny uvished, nye myter, nye fordomme som er blevet sandheden for mange mennesker. Hvor populismen har fat dybt i mange landes befolkninger og hvor fjendskaber skabes af solointeresser hos enkeltpersoner.
Den sidste aften i byen bliver vi alle inviteret til en middag. Vi bliver hentet i nogle gamle militære minibusser og kørt langt pokker i vold ind i en skov. Årsagen til, at vi blev kørt langt ind i en skov var Gorbatjovs politik om at forbyde alkohol i offentlige sammenhænge. Pludselig er der en lysning og i denne er der opstillet et stort telt. Der er dækket flot op til alle. Der et stort bål med helstegt gris. Der er fest, der er musik og der er rigeligt at drikke. Det bliver en fantastisk aften. Undervejs under middagen rejser byens borgmester sig op - det er bogmesteren med slips på et af de sidste billederne -, han slå på glasset og holder en tale, hvor han blandt andet takker for vores besøg. En tolk oversætter løbende fra russisk til dansk. En sætning fra talen står som var det i går. Han siger; ”I er den første større gruppe vesterlændinge som besøger byen siden 2. Verdenskrig.” Og ja, dem før os var de tyske tropper i 1941-1943. Her var det 1989. Altså 48 år senere. De tog imod os med åbne arme, nysgerrighed og fest. De ville os og vi ville dem. Bag overfladerne på de store billeder er der altid detaljer. Detaljer som åbner og viser at mennesker helst vil fællesskab og samarbejde.
Jeg er i byen Rudensk. En lille by med ca. 2.000 indbyggere, beliggende cirka 50 km. sydøst for Hvide Ruslands hovedstad Minsk. Tidspunktet er september 1989 og jeg er der som 21. årige fotograf sammen med det store nordiske ungdomsprojekt Next Stop Sovjet. Vi er ca. 80 unge der er taget med Next Stops Teaterkaravanen til Rudensk. Med i karavanen er flere teater- og gøglergrupper. De skal optræde for byens beboere. Glæden er stor og teater- og gøglergrupperne viser os at teateret er en universel kommunikationsform.
Men det er ikke så meget oplevelserne med teateret som sidder tilbage, her næsten 30 år efter. Det er mødet med menneskerne, det er deres smil, det er stemningen på græsplænen bag biografen hvor børn legede. De gamles blændende smil med alle guldtænderne. Byens glæde ved vores besøg. Det er erindringen om, til trods for store politiske forskelle, var de her mennesker fuldstændigt som os, de var forelskede, fik børn, glade og sure og de hilste os hjerteligt velkommen.
Jeg finder billederne frem fra gemmerne i dag, for at minde mig selv om den underliggende følelse af samhørighed med indbyggerne i Rudensk. Det er vigtigt i dag hvor verden oplever ny uvished, nye myter, nye fordomme som er blevet sandheden for mange mennesker. Hvor populismen har fat dybt i mange landes befolkninger og hvor fjendskaber skabes af solointeresser hos enkeltpersoner.
Den sidste aften i byen bliver vi alle inviteret til en middag. Vi bliver hentet i nogle gamle militære minibusser og kørt langt pokker i vold ind i en skov. Årsagen til, at vi blev kørt langt ind i en skov var Gorbatjovs politik om at forbyde alkohol i offentlige sammenhænge. Pludselig er der en lysning og i denne er der opstillet et stort telt. Der er dækket flot op til alle. Der et stort bål med helstegt gris. Der er fest, der er musik og der er rigeligt at drikke. Det bliver en fantastisk aften. Undervejs under middagen rejser byens borgmester sig op - det er bogmesteren med slips på et af de sidste billederne -, han slå på glasset og holder en tale, hvor han blandt andet takker for vores besøg. En tolk oversætter løbende fra russisk til dansk. En sætning fra talen står som var det i går. Han siger; ”I er den første større gruppe vesterlændinge som besøger byen siden 2. Verdenskrig.” Og ja, dem før os var de tyske tropper i 1941-1943. Her var det 1989. Altså 48 år senere. De tog imod os med åbne arme, nysgerrighed og fest. De ville os og vi ville dem. Bag overfladerne på de store billeder er der altid detaljer. Detaljer som åbner og viser at mennesker helst vil fællesskab og samarbejde.
